"Det gælder om at samarbejde
i stedet for at diktere løsninger"

Samfundssind Professor Kirsten Halsnæs får 'Forskningskommunikationsprisen 2019’ for sin indsats i klimadebatten.

Allerede tidligt i sin karriere som økonom og forsker i Forskningscenter Risøs systemanalyseafdeling besluttede Kirsten Halsnæs sig for aldrig at sige nej til journalister eller andre henvendelser udefra, som handlede om populær formidling. Ligegyldigt hvor vildt det var, så ville hun sige ja. Og det løfte har hun stædigt holdt fast i, selv om det både har kostet en del af hendes forskertid og af og til ført hende ud i nogle lidt grænseoverskridende situationer.

”Man bliver da nervøs, når man skal skændes med Bjørn Lomborg på landsdækkende tv,” indrømmer hun. ”Men jeg har altid tænkt, at man skulle hjælpe samfundet med sin viden. På den måde kan man jo også være med til at flytte en dagsorden.”

”Nogle forskere synes, journalisterne er et forstyrrende element, og vil helst vente med at udtale sig, til deres rapport bliver offentliggjort. Men det mener jeg, er en alt for arrogant holdning til medierne. Hvis man vil præge debatten, skal man være klar, når journalisterne ringer, og gøre hvad man kan for at hjælpe dem.”

Simple tal er ikke nok

Kirsten Halsnæs er uddannet cand. polit. og ph.d. - og ekspert i økonomiske sammenhænge; alligevel mener hun, der er grænser for, hvad man kan udtrykke i tal. Det er noget af det, hun har skændtes med Bjørn Lomborg om.

”Giver det nogen mening at sige, at selv om temperaturen stiger 4-5 grader, vil det kun koste 2 procent af bruttonationalproduktet i alle verdens lande? Nej, det synes jeg ikke. Man kan ikke opgøre omkostningerne i så simple tal, blandt andet fordi der ikke kun vil være materielle skader, men også psykiske i form af øget angst og uro hos børn og voksne,” siger Kirsten.

Hun er heller ikke vild med det, hun betegner som lidt enøjede kampagner, der skal få os alle til at stoppe med at spise kød eller føle skyld, hvis vi tager en flyvetur. Den slags virker bare handlingslammende, mener hun.

”Hvis vi skal nå frem til det store verdensmål om at holde os under 1,5 graders temperaturstigning, så skal alle gøre noget - landbrugserhvervet, transportsektoren, den almindelige forbruger osv. - og vi må hilse alle initiativer velkommen. Samtidig mener jeg, at staten bør støtte de bæredygtige teknologier, og at det vil være en god idé at omlægge afgiftssystemet, så det understøtter de bæredygtige valg.”

På ulandenes præmisser

Størstedelen af Kirsten Halsnæs’ arbejdsliv har udspillet sig på Forskningscenter Risø og senere DTU. Hun begyndte i sektionen for energisystemer, hvor hun sad med store modeller for de økonomiske konsekvenser af at indføre forskellige energiteknologier. Men da FN’s miljøprogram UNEP i 1990 etablerede et center på Risø, hvor der skulle forskes i energi, klima og bæredygtig udvikling i udviklingslandene, kom Kirsten for alvor på sin rette hylde. Hun kunne i den grad se meningen med ikke kun at tale økonomi, men også inddrage menneskers livsvilkår.

”Vi var nogle af de første i verden, der lavede omkostningskurver for, hvordan det ville påvirke udviklingslandene, hvis de skulle ændre på deres energi-, landbrugs- og andre sektorer. Og det foregik altid i tæt samarbejde med landene selv. Det er vigtigt, at vi finder løsninger, som er i deres interesse. Hvis en stor del af befolkningen ikke har adgang til energi og lever på fattigdomsgrænsen, så er klima jo et luksusproblem,” påpeger hun.

Kirsten Halsnæs tror ikke på, at klimakampen vindes på de bonede gulve i ministerierne eller ved, at alle verdens ledere mødes til store topmøder.

”I stedet for at komme ud i store politiske bråvallaslag, hvor man forudsiger Jordens undergang med tipping points og anden teoretisk snak, synes jeg, man skal holde samtalen nede på jorden og orientere sig imod det, som folk selv kan gøre gennem deres arbejde og i deres dagligdag. Det er samtalen og de praktiske løsninger, der kan rykke noget i verden.”

Allerede tidligt i sin karriere som økonom og forsker i Forskningscenter Risøs systemanalyseafdeling besluttede Kirsten Halsnæs sig for aldrig at sige nej til journalister eller andre henvendelser udefra, som handlede om populær formidling. Ligegyldigt hvor vildt det var, så ville hun sige ja. Og det løfte har hun stædigt holdt fast i, selv om det både har kostet en del af hendes forskertid og af og til ført hende ud i nogle lidt grænseoverskridende situationer.

”Man bliver da nervøs, når man skal skændes med Bjørn Lomborg på landsdækkende tv,” indrømmer hun. ”Men jeg har altid tænkt, at man skulle hjælpe samfundet med sin viden. På den måde kan man jo også være med til at flytte en dagsorden.”

”Nogle forskere synes, journalisterne er et forstyrrende element, og vil helst vente med at udtale sig, til deres rapport bliver offentliggjort. Men det mener jeg, er en alt for arrogant holdning til medierne. Hvis man vil præge debatten, skal man være klar, når journalisterne ringer, og gøre hvad man kan for at hjælpe dem.”

Simple tal er ikke nok

Kirsten Halsnæs er uddannet cand. polit. og ph.d. - og ekspert i økonomiske sammenhænge; alligevel mener hun, der er grænser for, hvad man kan udtrykke i tal. Det er noget af det, hun har skændtes med Bjørn Lomborg om.

”Giver det nogen mening at sige, at selv om temperaturen stiger 4-5 grader, vil det kun koste 2 procent af bruttonationalproduktet i alle verdens lande? Nej, det synes jeg ikke. Man kan ikke opgøre omkostningerne i så simple tal, blandt andet fordi der ikke kun vil være materielle skader, men også psykiske i form af øget angst og uro hos børn og voksne,” siger Kirsten.

Hun er heller ikke vild med det, hun betegner som lidt enøjede kampagner, der skal få os alle til at stoppe med at spise kød eller føle skyld, hvis vi tager en flyvetur. Den slags virker bare handlingslammende, mener hun.

”Hvis vi skal nå frem til det store verdensmål om at holde os under 1,5 graders temperaturstigning, så skal alle gøre noget - landbrugserhvervet, transportsektoren, den almindelige forbruger osv. - og vi må hilse alle initiativer velkommen. Samtidig mener jeg, at staten bør støtte de bæredygtige teknologier, og at det vil være en god idé at omlægge afgiftssystemet, så det understøtter de bæredygtige valg.”

På ulandenes præmisser

Størstedelen af Kirsten Halsnæs’ arbejdsliv har udspillet sig på Forskningscenter Risø og senere DTU. Hun begyndte i sektionen for energisystemer, hvor hun sad med store modeller for de økonomiske konsekvenser af at indføre forskellige energiteknologier. Men da FN’s miljøprogram UNEP i 1990 etablerede et center på Risø, hvor der skulle forskes i energi, klima og bæredygtig udvikling i udviklingslandene, kom Kirsten for alvor på sin rette hylde. Hun kunne i den grad se meningen med ikke kun at tale økonomi, men også inddrage menneskers livsvilkår.

”Vi var nogle af de første i verden, der lavede omkostningskurver for, hvordan det ville påvirke udviklingslandene, hvis de skulle ændre på deres energi-, landbrugs- og andre sektorer. Og det foregik altid i tæt samarbejde med landene selv. Det er vigtigt, at vi finder løsninger, som er i deres interesse. Hvis en stor del af befolkningen ikke har adgang til energi og lever på fattigdomsgrænsen, så er klima jo et luksusproblem,” påpeger hun.

Kirsten Halsnæs tror ikke på, at klimakampen vindes på de bonede gulve i ministerierne eller ved, at alle verdens ledere mødes til store topmøder.

”I stedet for at komme ud i store politiske bråvallaslag, hvor man forudsiger Jordens undergang med tipping points og anden teoretisk snak, synes jeg, man skal holde samtalen nede på jorden og orientere sig imod det, som folk selv kan gøre gennem deres arbejde og i deres dagligdag. Det er samtalen og de praktiske løsninger, der kan rykke noget i verden.”

Forfatter på IPCC-rapporter

Siden 1993 har Kirsten Halsnæs været med i det internationale klimapanels inderkreds som forfatter på IPCC-rapporternes kapitler om de økonomiske konsekvenser af klimaændringerne. Men hun deler ikke den dommedagsstemning, som ofte hviler over klimadebatten:

”Jeg er slet ikke pessimist, jeg synes, der sker masser af positive ting. For eksempel er det jo gået meget hurtigere end ventet at få indført forskellige former for vedvarende energi. Jeg tror også, de nye store økonomier som Kina og Indien har næse for, at det er muligt at tjene penge på bæredygtige energiteknologier, og det er noget, som virkelig kommer til at batte.”

Kirsten fik del i den Nobel Fredspris, som IPCC modtog i 2007, og synes i det hele taget, hun har haft meget glæde af at være med i panelet.

”Det har været ekstremt inspirerende at samarbejde med de bedste forskere fra hele verden; flere af dem er blevet tætte personlige venner for mig. Og jeg har mødt mange, som deler mit synspunkt: at det gælder om at samarbejde i stedet for at diktere løsninger. Mennesker skal løse klimaproblemerne sammen, og vi skal behandle hinanden ordentligt. Det gælder ikke bare om at have spidse albuer og komme frem i verden for enhver pris.”

Mændenes klub

De første år i IPCC var Kirsten ene kvinde blandt 80 mænd. Det havde visse fordele, for mændene åbnede dørene for hende, og der var altid plads på dametoilettet. Men spøg til side – hun har også mødt modstand som kvinde i sit daglige liv som forsker på Risø og DTU, hvor mændene har været i overtal.

”Det lå i luften, at hvis man ville have indflydelse, skulle man spille fodbold med kollegerne og melde sig ind i mandeklubben. Fodbold interesserer mig overhovedet ikke, og jeg ville da også hellere hjem og læse godnathistorie for mine børn. I stedet for at spille mændenes spil har jeg prøvet at holde fast i, hvem jeg selv er, og hvad jeg selv synes. Men det har nok også kostet mig noget. Jeg har fornemmelsen af, at jeg har måttet arbejde mere for at opnå det samme som mændene.”

Når kollegerne gik ud og spillede fodbold, tog Kirsten hjem til sine fire børn. De to første fik hun allerede, mens hun læste. Med de to sidste fulgte den sædvanlige barselsorlov.

”Ja, det er jo kvindens lod,” bemærker intervieweren, hvortil Kirsten prompte replicerer:

”Nej, det er ikke vores lod, det er vores fornøjelse – sådan ser jeg på det.”

Det Etiske Råd

For seks år siden tog Kirsten imod en opfordring til at gå ind i Det Etiske Råd – igen en kæmpe samfundsopgave, som hun synes er vigtig, men også meget tidkrævende. Hun skønner, at det tager mindst to arbejdsdage om måneden. Og man får ingenting for det.

Men for Kirsten Halsnæs har det trods alt været vigtigt at gøre sin stemme gældende også i denne sammenhæng. Hun har blandt andet været formand for arbejdsgruppen om prioritering i sundhedssektoren – ikke umiddelbart et område for en økonom med speciale i klima og energi. Alligevel kastede hun sig helhjertet ind i diskussionerne og fik præget debatten med sin humanistiske synsvinkel:

”Jeg synes ikke, der findes en fiks og enkel formel for, hvordan man regner ud, om det er gamle fru Hansen eller en nyrepatient, der skal have pengene. Det bliver for simpelt. Derfor tog vi i stedet fat i nogle helt konkrete eksempler på uretfærdig prioritering i sundhedsvæsenet, hvor områder som psykiatrien og den invaliderende lungesygdom KOL bliver forfordelt.”

Stædighed og grønlændervendinger

Efter at børneflokken er flyttet hjemmefra, er Kirsten blevet bidt af en gal kajakroer. Hun synes, det er vidunderligt at komme ud på Furesøen og mærke luften; selv en lille rask storm kan ikke få hende til at blive hjemme.

Hun stiller også gerne op til konkurrencer i toerkajak, og hun har satset hårdt på at lære at vende rundt i vandet som en grønlænder. Det viste sig at være irriterende svært, men Kirsten giver nødig op, når hun har sat sig noget for. Især ikke når målet er at kunne deltage i roklubbens ’nytårsrul’, som normalt kun har mandlige deltagere.

Så hele efteråret 2017 trænede hun den krævende grønlændervending, og nytårsaftensdag stillede hun modigt op sammen med mændene.

”Jeg var nervøs for, om nerverne ville spille mig et puds. Men det lykkedes mig at bevise, at det kan kvinder faktisk også.”

Blå bog

Kirsten Halsnæs er 62 år og bor i Ballerup. Hun har fire børn i alderen 27 til 38 år og tre børnebørn.

2013: Professor ved DTU Management.
2013: Medlem af Etisk Råd.
2007: Modtog Nobels Fredspris sammen med IPCC-panelet og Al Gore.
2008: Udpeget som leder af Klima DTU.
1997: Ph.d. ved Roskilde Universitetscenter.
1993- : Ledende forfatter og koordinerende hovedforfatter i FN-s klimapanel IPCC.
1992:  Ansat i UNEP Risø Centre.
1987-1992: Ansat i Systemanalyseafdelingen på Forskningscenter Risø.
1983: Ansat på økonomisk/statistisk kontor i Boligministeriet.
1983: Cand. polit. fra Københavns Universitet.

Foto Bax Lindhardt, Colourbox, Ilyass Seddoug (på Unsplash)

Læs nyhed om tildelingen af Forskningskommunikationsprisen 2019, hvor Kirsten Halsnæs blandt andet svarer på aktuelle spørgsmål om, hvordan vi skal forholde os til klimakrisen.